Guide: Bliv klar til at bage julesmåkager

Vaniljekranse, pebernødder, finskbrød, klejner og brunkager… December byder på mange forskellige julesmåkager, og vi har alle hver vores favoritter og opskrifter. Hvis du vil gøre julebagningen ekstra hyggelig i år – og undgå julestress og madspild – er det en god idé at lægge en plan. Her får du en grøn guide til, hvordan I bliver klar til at bage årets julesmåkager.

Julebag
Lav en plan

Det kan være en god idé at starte med at lave en plan for december-bageriet, så I undgår at bage alt for mange småkager, som ingen af jer orker at spise, når julen er ovre – og som dermed ender som madspild. Gør derfor op med dig selv og resten af familien, om I nøjes med bæredygtig jul med vaniljekranse og brunkager i år, eller om din partner insisterer på, at der også skal være klejner og pebernødder, mens dine børn plager om at lave honninghjerter. Og tilpas derefter opskrifterne, så I måske nøjes med halv eller kvart portion af nogle af kagerne.

Tænk i nye løsninger

Det skal være hyggeligt at bage julesmåkager. Så hvis det stresser dig at klemme bagningen ind i den travle måned, så overvej, om du kan gøre det anderledes i år. Måske kan I bage færre slags kager, end I plejer. Måske kan I fordele de forskellige kager mellem jer i familien og bytte jeres færdigbagte julesmåkager bagefter. Eller måske kan I afsætte en dag til at få bagt alle julesmåkagerne på én gang, så I ikke føler, at du bager hele december måned væk.

Læs også: Gode råd til dit julekøkken

Inviter til store bagedag

Kombiner bagningen af julesmåkager med et socialt arrangement sammen med venner eller familie. I kan fx hver især medbringe opskrifter og dej til forskellige kager, så I alle får lidt af hver slags, uden at det bliver et uoverskueligt projekt. På den måde får I også skabt tid til at hygge med gode venner i en ellers travl måned.

Vælg den rette opbevaring

Når planen er lagt for, hvilke og hvor mange kager der skal bages – og hvem der skal være med til at bage dem – så er det bare om at gå i gang. Find opskrifter frem, sæt noget julemusik på – og gå så i krig med kanel, kardemomme og kagerulle. Når I har lavet jeres kagedej, kan I vælge at fryse noget af den ned. På den måde slipper I for at ende med småtørre småkager, som måske bliver smidt ud. Samtidig kan I lynhurtigt få hele huset til at dufte af jul igen, hvis der opstår spontane aftaler i løbet af måneden.
Hvis I foretrækker at bage det hele på en gang, så sørg for at opbevare småkagerne i gode glas eller kagedåser, så de holder længere.

Brug svanemærket bagepapir

Uanset hvilken slags julesmåkager, I vælger at bage, hvor mange I bager, og hvornår og med hvem I bager dem, er det en god idé at bage dem på svanemærket bagepapir. Svanemærket bagepapir er nemlig fremstillet af lovligt, sporbart træ, og en del af træet kommer fra certificeret bæredygtigt skovbrug. Samtidig er papiret fremstillet energieffektivt og med minimeret udslip til vand og luft. Og det lever op til skrappe kemikaliekrav. Derudover er der krav om, at svanemærket bagepapir skal kunne anvendes flere gange. Du kan finde svanemærket bagepapir i de fleste supermarkeder.

Læs også: 5 facts om Svanemærkets krav 

TIP:

Et fint glas fyldt med lækkert hjemmebag og med et fint, rødt julebånd om kan også fungere som en god værtinde-, mandel- eller raflegave.