Sådan bruger du færre styles

Vil du gerne undgå tøjkriser og spontane fejlkøb – og til gengæld få en personlig, tidløs stil? Så gå efter en minimalistisk garderobe, der udelukkende indeholder styles, som du elsker, og som kan sammensættes på et væld af kreative måder.

Capsule garderobe med matchende styles

I løbet af de seneste par år har bloggere og moderedaktører udfordret sig selv og hinanden ved at skulle begrænse garderoben til et bestemt antal styles. De har fx testet capsule wardrobe-konceptet, hvor man kun må bruge omkring 35 forskellige stykker tøj og sko per sæson. Resultaterne har været en mere kreativ og personlig tøjstil, færre fejlkøb, bedre pakkede kufferter til ferien og nemmere hverdagsmorgener. Og det er naturligvis kun en fordel for både miljø og din pengepung, hvis du vælger at gå efter færre stykker tøj og sko.

For at etablere en minimalistisk garderobe kræver det, at du finder frem til en stil, som er tidløs – og som passer til lige netop dig. Det vil også betyde, at du fremover ikke så let falder for midlertidige trends og tendenser, som resulterer i tøjspild, når moden skifter. Det handler om at skrue op for kreativiteten – og ned for shopping.

Når du skal begrænse din garderobe og have færre styles, kan du desuden bedre tillade dig at betale lidt mere for de få items, du vælger. Capsule wardrobe-metoden giver dig altså anledning til at købe tøj af bedre kvalitet, der holder længere, kan betale sig at reparere, og som lettere kan sælges videre, hvis du en dag alligevel vil af med det.

Læs også: Køb tøj af god kvalitet

Lyder capsule wardrobe-metoden som noget for dig, får du her tips til, hvordan du kan gribe det an:

Sådan gør du
  • Start med en oprydning i garderoben. Læg først alt dit tøj i en bunke. På den måde vil du få et billede af, hvor meget tøj du rent faktisk har – og hvor lidt af det du formentligt bruger.
  • Vurder så, hvilke stykker tøj du bruger og vil gemme – og skil dig af med det, du ikke bruger. Lav en bunke med tøj og sko, der kan sælges, doneres eller gives videre, og en bunke med det opslidte tøj til genanvendelse.
  • Sorter derefter det tøj, du har valgt at beholde, efter sæson. Udvælg så 30-40 stykker tøj, som passer sammen på forskellige måder, og som du kan lide at have på.
  • Pak resten af tøjet væk de næste tre måneder, indtil sæsonen skifter.

PS: Som udgangspunkt tæller undertøj, sportstøj og accessories ikke med.