Guide til en god grundpleje

Jo tættere skadelige kemikalier er på dig, jo mere påvirker de dig. Det er derfor en god idé at være særligt opmærksom, når du vælger de produkter, du bruger på din hud. Her får du en guide til en pleje, der er god og skånsom – både for dig og miljøet.

Kvinde med naturligt udseende

Vi bliver alle udsat for mange forskellige kemikalier fra mange forskellige kilder i vores hverdag. Kombinationen af de forskellige stoffer kan være hormonforstyrrende eller på anden måde sundhedsskadelig. Også selvom stofferne hver for sig ikke udgør en risiko. Det er det, man kalder cocktaileffekten. 

Vil du mindske den sundhedsskadelige effekt og fortynde kemi-cocktailen, er badeværelsesskabet et godt sted at starte. Dine plejeprodukter kommer nemlig tættere på dig end de fleste andre produkter – og derfor kan de påvirke dig mere. Vær især opmærksom på cremer, makeup og deodoranter, som bliver på huden i mange timer. 

Læs også: Kort om cocktaileffekten 

Vælg svanemærkede plejeprodukter

Den enkle løsning er at vælge svanemærkede plejeprodukter. De lever nemlig op til skrappe kemikaliekrav. Så undgår du at skulle læse indholdsdeklarationen og huske navnene på en masse kemikalier, du gerne vil undgå. Samtidig har produkterne været gennem en grundig kontrol, så du kan være tryg, når du vælger.

Der findes i dag godt 2.400 svanemærkede plejeprodukter – og produkterne findes i alle prisklasser. Udvalget tæller bl.a. 300 forskellige slags shampoo og balsam, 850 forskellige hudplejeprodukter og 400 sæber. Der er med andre ord rigtig gode muligheder for at skåne natur og miljø – og passe godt på dig selv, når du køber personlige plejeprodukter. 

Læs også: Bedre kemi i hverdagen

Læs også: 5 facts om Svanemærkets krav

Udskift lidt efter lidt

Er dit badeværelsesskab fyldt med ikke-miljømærkede produkter, som indtil videre har fungeret fint for dig at bruge, kommer du næppe til at smide dem alle ud på én gang og erstatte dem med svanemærkede udgaver. Men har du et ønske om at begynde at passe bedre på dig selv og miljøet, kan du begynde at skifte dine produkter ud lidt efter lidt, og prøve dig frem mellem de mange forskellige mærker for at finde dine personlige favoritter.

Start fx med at få en sund, svanemærket grundpleje, hvor du prioriterer de produkter, du bruger hyppigt og meget af. En god svanemærket grundplejepakke til ansigtet kan fx indeholde en ansigtsrens og -scrub samt en god creme. Og så kan du senere supplere med fx øjencreme, skintonic og ansigtsmaske. 

Læs også: 3 tips til din makeup

7 gode grunde til at vælge svanemærkede plejeprodukter

  • De er uden parabener og andre stoffer på EU's liste over stoffer, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende. 
  • De er uden MI og andre konserveringsmidler, der er klassificeret som allergifremkaldende. 
  • Svanemærkede plejeprodukter til børn er uden parfume og duftstoffer.
  • De er fri for mikroplast. 
  • Der er mange begrænsninger på og krav til brug af parfumestoffer i svanemærkede plejeprodukter til voksne.
  • Der er skrappe krav til de kemiske stoffers miljømæssige egenskaber. Dvs. krav i forhold til nedbrydelighed, bioakkumulerbarhed* og giftighed over for vandlevende organismer.
  • Der er krav til udformning af emballagen med henblik på både at begrænse materialeforbruget og spild af produkterne. 

*Bioakkumulerbarhed betyder om produktet ophobes og dermed ikke udskilles igen.