Bring naturen ind i hverdagen

Når dit barn starter i skole, bliver hverdagen fyldt med mange nye indtryk, mennesker, regler og rutiner. Derfor er det en god idé, at du som forælder sørger for at skabe plads, fred og ro på hjemmefronten. Det kan du blandt andet gøre ved at bringe naturen ind i dit barns hverdag.

En far og hans to sønner er på tur i en park med masser af natur. En af sønnerne sidder på skuldrende af faren og den anden viser stolt et blad frem

For mange børn er starten på skoleåret også lig med nye fritidsaktiviteter. Er dit barn lige startet i børnehaveklasse, er det en god idé at vente med nye fritidsaktiviteter, indtil alt det nye i forbindelse med skolestart er blevet til velkendt hverdag og naturlige rutiner. I stedet kan du som forælder sørge for, at dit barn får motion og frisk luft ved at bruge den natur, der er lige omkring jer. En undersøgelse fra Danmarks Naturfredningsforening viser, at grønne omgivelser gør børn både gladere og sundere. Ifølge undersøgelsen er børn med daglig adgang til natur og grønne områder også mere aktive og mindre syge. 

Læs også: Brug naturen og få glade børn

Naturoplevelser modvirker stress og fremmer læring

Naturoplevelser modvirker også stress og fremmer læring. Det er især vigtigt nu, hvor dit barn er startet i skole. Naturen er et sted, hvor dit barn kan koble af og finde ro. Og så kan en tur i naturen også give dig mulighed for at få en god snak med dit barn. For mange børn er det nemlig nemmere at lufte bekymringer, stille svære spørgsmål eller fortælle om små episoder fra skoledagen, når de er i bevægelse i den friske luft. Ligesom du sikkert også selv oplever, at du får vendt tankerne og tømt hovedet bedre, når du bevæger dig og får frisk luft, frem for når du sidder stille bag rattet eller hjemme i sofaen.

Læs også: Giv de gode vaner videre 

Find inspiration til aktiviteter

Der er mange måder, I kan bruge naturen sammen som familie. Tag en tur i parken og spil petanque, kongespil eller frisbee. Tag et par fiskenet med til åen eller søen og fang tang og haletudser. Tag en aftendukkert ved stranden, hvis I bor tæt på vandet. Tag på skovtur med aftensmad i picnic-kurven. Løb en tur med de større børn, eller sæt jer i skoven og tegn træerne, mens I lytter til fuglene. 

Det handler om at finde de aktiviteter, der passer bedst til jer. Og hvis dit barn oplever glæden ved naturen, vil det ikke bare blive gladere og sundere her og nu. Det vil sandsynligvis også helt naturligt værne mere om den, når det bliver større.

Læs også: 5 gode grunde til at cykle eller gå til skole