Giv dit barn en god nattesøvn

Søvn er vigtigt for alle mennesker i alle aldre. Og som forælder er det dit ansvar, at dit barn får en god nats søvn. Det har nemlig stor betydning for dit barns helbred, hukommelse og mentale overskud. Læs her, hvordan du giver dit barn en god nattesøvn.

Lille pige som ligger i sin seng og får læst godnat historie op.

Dit barn bliver hver dag bombarderet med mange indtryk, mennesker, regler og rutiner – især i forbindelse med skolestart eller skoleskift. Og der skal også bruges en god portion energi til at suse rundt på boldbanen, følge med i dansktimen og holde humøret højt. Derfor er en af dine fornemste opgaver som forælder at hjælpe dit barn med få nok søvn om natten, så det har nok energi om dagen.

Faste sengetider og ritualer

Struktur og faste rutiner er i mange tilfælde behjælpelige, når man er forælder. Og hvad angår sovetider, er det ingen undtagelse. Hav en fast puttetid, der sikrer, at dit barn får rigelig med søvn. Desuden er det en god idé at have nogle faste ritualer i forbindelse med sengetid. Hvad enten I vil læse en bog, synge tre sange eller digte en god historie sammen hver aften, så sørg for at gøre det kontinuerligt hver aften i et stykke tid. De faste rutiner hjælper dit barn til at vænne hoved og krop til, at det er sengetid.

Sørg for at have god tid til at putte dit barn, så der både er tid til at tale om dagens oplevelser, vende eventuelle tanker om morgendagen og udføre jeres udvalgte faste ritualer. 

Læs også: Sådan skaber du gode hverdagsrutiner

Læg roligt op til sovetid

I tiden op til sengetid kan du stille og roligt forberede dit barn på, at det inden længe skal i seng og sove. På den måde undgår du at afbryde en sjov leg eller aktivitet, så sengetid kommer til at virke som noget surt og kedeligt. 

Tilsvarende er det vigtigt, at du deler leg og søvn tydeligt op for dit barn. Hvis I har plads til og mulighed for det, kan I opdele sove- og legeværelset, så det også mentalt er nemt for dit barn at adskille leg og søvn. Hvis dit barn sover og leger i samme rum, kan I indføre nogle indikatorer, der viser, hvornår der gøres hvad. Fx kan et sengetæppe på sengen illustrere, at der må leges, og når det fjernes, skal der soves. Samtidig er det en god idé at rydde legetøjet pænt op, inden dit barn skal sove. Så undgår du, at dit barn får pludselige indskydelser til at køre en tur med legetøjsbilen eller skifte ble på sin dukke.

Læs også: Giv de gode vaner videre

Undgå sen aktivitet og brug af teknologi

Fritidsaktiviteter og fysisk aktivitet skal helst overstås et par timer inden sengetid, så adrenalinen er nogenlunde ude af kroppen. Går dit barn i seng kort tid efter en fodboldtræning eller dance-off med far på køkkengulvet, kan adrenalinen nemlig gøre det vanskeligt for kroppen at falde til ro – og dermed vanskeligt for dit barn at falde i søvn.

Tilsvarende er det en god idé at slukke alle skærme (tv, computer og telefoner) mindst en time inden puttetid, så dit barns hjerne kan omstille sig og få ro. Flere undersøgelser viser, at brug af elektronik lige før sengetid forstyrrer søvn og døgnrytme. 

Desuden er det en god idé at slukke helt for elektronikken og ikke tage den med ind i børnenes soveværelse. Når du slukker elektronik, sparer du ikke bare på elregningen og din klimabelastning. Du sikrer også et bedre indeklima, da elektronik især frigiver kemikalier til omgivelserne, når det er tændt. 

Læs også: Sådan skaber du et godt indeklima

Miljømærk børneværelset

Der er mange muligheder for at finde produkter med Svanemærket eller EU-Blomsten, der passer ind i børneværelset – og som både er bedre valg for dit barn og miljøet. Du kan bl.a. få senge, madrasser, dyner og sengetøj, som er mærket med enten Svanemærket eller EU-Blomsten. Du kan få overblik over de mange miljømærkede muligheder til børneværelset her.

Læs også: Guide – Sådan skaber du et sundere børneværelse