Sådan skaber du gode hverdagsrutiner

Som forælder har du sikkert oplevet, at det hurtigt kan blive lidt kaotisk, når hele familien skal ud ad døren om morgenen. Der skal findes tøj, flettes hår, spises morgenmad, børstes tænder og laves madpakke. Her får du inspiration til, hvordan du kan skabe gode rutiner, som gør hverdagen lidt lettere.

Mor ligger notesbøger i sin søns rygsæk, mens sønnen har rygsækken på.

For at undgå stress og jag hver morgen, inden familiens medlemmer skal sendes afsted til institution, skole og arbejde, er det en god idé at have nogle faste morgenrutiner.

Få ro med rutiner

Jeres hverdagsmorgener kan blive mindre kaotiske, hvis I ordner nogle ting aftenen inden. Pak tasken, smør madpakken og læg tøj klar, inden I går i seng. Så står I op til en mere overskuelig morgen, hvor I til gengæld kan bruge tid og kræfter på at lave en god og nærende morgenmad, som I kan spise sammen i relativ ro og mag. På den måde får alle en god start på dagen. 

Læs også: Giv de gode vaner videre

Faste rutiner og en klar rollefordeling kan også gøre morgenerne nemmere for mange familier. På den måde minimerer I risikoen for, at alle ikke tror, at en anden i familien husker madpakken, cykelnøglen eller biblioteksbogen. Hvis dit barn er nået en vis alder, er det en god idé at inddrage det i rutinerne og planlægningen. Eksempelvis kan du give dit barn ansvaret for selv at tjekke skoleskemaet aftenen inden, så I får pakket de rigtige bøger og det rette udstyr.

Tjek penalhuset

I løbet af en travl uge med møder, lægebesøg, udflugter og legeaftaler kan man nemt glemme at holde styr på de mindre ting, som fx penalhuset. Gør det derfor til en vane at gennemgå dit barns penalhus hver søndag, hvor I sammen får spidset blyanterne og tjekket, at alt er der. 

Hvis dit barn skal bruge tusser i skolen, kan det være en god idé at se efter svanemærkede tusser fra Penol. Svanemærkede tusser sætter ikke kun kulør på en lang skoledag. De lever også op til skrappe krav til indhold af sundhedsskadelige stoffer. Bl.a. må de ikke indeholde tungmetaller, parfume eller stoffer, der er på EU’s liste over stoffer, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende. Der er også stillet krav til råvarerne.

Brug søndag til at gøre status

I kan også bruge noget af søndagen på at tjekke, om der er andet, I skal ordne, inden en ny uge starter. Er dit barn kommet lidt bagud med noget i skolen på grund af et par sygedage, kan I kigge på lektierne nu. Er der blevet slået hul på knæene i et par cowboybukser til en fodboldkamp i skolegården, kan I lappe dem. Og har dit barns cykel været lidt flad de sidste par dage, kan I pumpe den. 

Søndag er desuden en god dag til at følge op på, hvordan den foregående uge har været for dit barn. Det er selvfølgelig vigtigt at spørge ind til dit barns hverdag hver dag, men denne ene gang om ugen kan I komme mere i dybden med nogle ting. Bliver madpakken spist og nydt, eller skal I finde på nye, spændende tiltag? Er alt okay med vennerne i skolen? Gå fx en god tur, mens du udnytter muligheden til at få en god snak med dit barn om både små og store ting. 

Læs også: Inspiration til en sund frokost

Læs også: Brug naturen og få glade børn