Force4 – Svanemærket understøtter arkitekters arbejde
”Jeg synes, Svanemærkets krav understøtter vores arbejde som arkitekter, fordi mange af kravene i virkeligheden bare er sund fornuft”. Sådan lyder det fra Andreas Lauesen, Head Architect MAA, Founding Partner i Force4, som nærmest tror, at det i fremtiden bliver standard at bygge, som Svanemærket gør. Læs hele interviewet.

Hvorfor faldt valget på Svanemærket?
”Selvom det ikke var mig, der valgte Svanemærket, var jeg glad for beslutningen. Svanemærket tager udgangspunkt i helhedstænkning, og det gør arkitekter også. Jeg synes Svanemærkets krav understøtter vores arbejde som arkitekter, fordi mange af kravene i virkeligheden bare er sund fornuft”.
Hvordan var forløbet forskelligt fra et konventionelt byggeprojekt?
”For mig som arkitekt var det primært udvælgelsesproceduren, når det gjaldt materialer, der var anderledes. Der er nogle ekstra parametre – det handler ikke kun om kvalitet og æstetik, men også om miljøhensyn og at undgå skadelige stoffer for at få det bedst mulige indeklima”.
Hvilke fordele var der?
”Svanemærkets krav har helt sikkert bidraget positivt til byggeprojektet. For mig at se især når det gælder indeklima! Det bliver klart bedre i et svanemærket byggeri, fordi man undgår så mange skadelige stoffer i boligen”.
Hvordan var samarbejdet med Miljømærkning Danmark?
”Jeg havde kontakt med Miljømærkning Danmark helt i starten af projektet. Jeg oplevede samarbejdet som rigtig positivt og med dygtig rådgivning. Det var vigtigt for os, at komme godt fra start, og jeg oplevede, at vi var på forkant, fordi alt blev introduceret på god måde”.
Hvad betyder Svanemærket i forhold til salg af projektet og markedsføring over for beboere?
”I forhold til beboerne har vores opgave som arkitekter jo været, at skabe nogle gode boliger. Men Svanemærkets krav til materialer og indeklima har støttet meget fint op om vores mål om at skabe sanselig og meningsfuld arkitektur. Vi har skabt nogle attraktive boliger, som beboerne vil trives i, og som tilfører nye kvaliteter til det nye, bæredygtige, område i Hillerød”.
Hvad med økonomien?
”Min opgave har - ud fra et økonomisk synspunkt - ikke været anderledes at styre, end hvis jeg arbejdede på et konventionelt byggeri. Men når det er sagt, synes jeg, man skal se på økonomi i et meget større perspektiv, når man taler byggeri. Ved at vælge en bæredygtig tilgang, får vi jo alle sammen en gevinst - både direkte og indirekte”.
Hvordan ser du fremtiden for svanemærket byggeri?
”I fremtiden tror jeg nærmest, det bliver standard at bygge som Svanemærket gør. Det giver god mening at arbejde sådan. Jeg tror der kommer flere krav til byggematerialer. Det med skadelige stoffer er svært at overskue, så det skal være tydeligere og nemmere at finde de miljørigtige materialer. Lovgivningen vil sikkert blive inspireret af Svanemærket, så der kommer mere fokus på at undgå skadelige stoffer i fremtiden. Og tror jeg, der kommer fokus på tilgængelighed af miljømærkede byggematerialer”.