PKA - Svanemærket byggeri viser, at vi er med i front
PKA ville gerne prøve svanemærket byggeri af for at vise, at de er med i front inden for bæredygtig udvikling og lavt ressourcebrug. Det er nemlig med til at skabe attraktive ejendomme med gode afkast til medlemmerne. Og Peter Gravesen, portefølgemanager for ejendomme i PKA, tror, at vi vil se flere svanemærkede ejendomme i fremtiden, da det er en måde for branchen at bidrage til mere bæredygtighed. Læs interviewet.

Hvorfor faldt valget på Svanemærket?
”Vi certificerer vores ejendomme som en del af PKA’s klimastrategi. Her var der tale om boliger, og derfor tiltalte Svanemærket os, fordi det er et forbrugermærke. Forbrugere har et højt kendskab til Svanemærket, og det har en høj troværdighed. Derudover arbejder mange af PKA’s medlemmer i sundhedssektoren, og har værdier, der stemmer overens med Svanemærket.
Vi ville gerne prøve svanemærket byggeri af, fordi vi med svanemærkning af ejendommen viser, at PKA er med i front inden for bæredygtig udvikling og lavt ressourcebrug. Det er med til at skabe attraktive ejendomme med gode afkast til medlemmerne”.
Hvordan var forløbet forskelligt fra et konventionelt byggeprojekt?
”For os var det svært at være first mover, så det krævede nogle møder og overvejelser inden vi tog den strategiske beslutning. Rent praktisk var det RG2, der satte sig ind i de specifikke krav til dokumentation m.v.”.
Hvilke fordele var der?
”I forhold til investeringen lægger vi især vægt på byggeriets kvalitet. Svanemærket stiller krav, der giver os en ekstra kvalitetssikring. Det er efterprøvet, at ejendommen er teknisk sund. Og det er vigtigt i forhold til investeringen på lang sigt, for ejendommen skal jo holde i mindst 100 år.
Et gedigent kvalitetsbyggeri med flot arkitektur skaber efterspørgsel på boligerne, og det betyder også, at beboerne bliver glade for at bo i huset. Så passer de godt på ejendommen og bor der længere. Ud fra et forretningssynspunkt har det betydning for os på flere måder, fx at vi undgår stor udskiftning og fraflytningsomkostninger”.
Hvordan var samarbejdet med Miljømærkning Danmark?
”Rent praktisk har det været RG2, der havde samarbejdet. Men inden vi traf beslutning om at svanemærke byggeriet holdt vi nogle indledende møder med Miljømærkning Danmark. Der følte vi, at det var et meget positivt samarbejde, og vi følte, at vi var i gode hænder, så det gav en tryghed. Den strategiske beslutning tog vi på grundlag af den information, vi fik fra Miljømærkning Danmark”.
Hvad betyder Svanemærket i forhold til salg af projektet og markedsføring over for beboere?
”I dette tilfælde har vi bygget et 2020 byggeri til beboelse. Mange beboere lægger vægt på bæredygtige tiltag, grønne tage etc. og kommunikativt er Svanemærket derfor værdifuld for os. Det er en god historie markedsføringsmæssigt.
Hvis der er to udlejningsejendomme til beboelse – et svanemærket og et konventionelt – så vil Svanemærket – alt andet lige – være en konkurrencemæssig fordel. Svanemærket har en høj troværdighed og et højt kendskab blandt forbrugere, og derfor er det en markedsføringsfordel. I vores byggeri i Hillerød er Svanemærket en ekstraværdi for lejerne. De vil gerne bo i en miljømærket ejendom”.
Hvad med økonomien?
”Vi manglede erfaring for, hvad det ville koste ekstra, men tror på, at ekstrainvesteringen vil lønne sig i sidste ende, bl.a. fordi Svanemærket er en ekstra kvalitetssikring”.
Hvordan ser du fremtiden for svanemærket byggeri?
”Byggesektoren er en af de store CO2-udledere, og jeg tror, at vi vil se flere svanemærkede ejendomme i fremtiden. Det er en måde for ejendomsbranchen at bidrage til større bæredygtighed”.