Tre hurtige om Svanemærket til Forbo Flooring Systems

Thomas Kjær, Teknisk Chef i Forbo Flooring Systems

1. Hvorfor har I valgt at få svanemærket jeres linoleumsgulve?
Svanemærket er baseret på en transparent og anerkendt certificeringsordning, som stiller stærke og relevante krav til os som leverandører. Specielt indenfor brug af sunde, naturlige råmaterialer og krav om fornybarhed er mærket stærkt.

Vi ser det samtidig som en styrke, at Svanemærket løbende strammer kravene og dermed sikrer, at vi hele tiden udvikler os.

2. Hvad er jeres udbytte ved at have Svanemærket? Hvilke fordele opnår I?
Det er en nem kommunikationsvej til forbrugere, idet mærket anerkendes bredt både i privat og professionelt regi. Svanemærket gør det kort sagt enkelt at kommunikere et komplekst budskab.

Et andet udbytte er dokumentationen. Vi oplever, at der er mange myter og måder at bøje begrebet bæredygtighed på. Derfor er det vigtigt for vores forretning, at vi kan levere solid dokumentation inden for bæredygtighed og miljø og sikre os flere sunde byggerier – til gavn for kloden og for kommende generationer. Noget, der fylder mere og mere i byggebranchen – både den private og offentlige.

3. Hvilke tendenser ser du for Svanemærkets fremtid?

Så længe det giver markedsmæssig mening for os, vil vi fortsætte med at svanemærke vores produkter.

Det er vigtigt, at mærket giver os mulighed for at differentiere vores produkter og løbende indarbejder nye tendenser som f.eks. cirkulær økonomi. Her står Svanemærket heldigvis allerede stærkt – bl.a. fordi kravene er produktspecifikke, og fordi mærker har en cirkulær tilgang til livscyklus.