Tre hurtige om Svanemærket til Restaurant Marina Furesøbad

Interview med forpagter Michael Bay Olsen
1. Hvorfor har I valgt at få svanemærket jeres restaurant?

Bæredygtighed og socialt ansvar har altid været en væsentlig del af Restaurant Marina Furesøbads DNA. I 2016 deltog vi i et netværksmøde hos Miljømærkning Danmark, sammen med en stribe andre grønne restauranter. På det møde hørte vi første gang om, at det var muligt at svanemærke en restaurant.

Efter mødet stod det klart, at vi måtte undersøge muligheden nærmere og gøre vores restaurant svanemærket. Restaurant Marina Furesøbad er omkranset af noget af Danmarks smukkeste natur med Furesøen i forhaven og Nørreskoven i baghaven – derfor virkede det som et helt naturligt skridt at gå efter at blive svanemærket, Vi var klar over, at det ville kræve en indsats at blive svanemærket, men var fuldstændig fokuserede på at få det til at lykkes.

Så det var en kæmpe glæde, da vi i 2017 blev Danmarks første svanemærkede restaurant – og det er noget, der fortsat glæder både os og vore gæster hver eneste dag

2. Hvad er jeres udbytte ved at have Svanemærket? Hvilke fordele opnår I?

Udbyttet er stort. Vore gæster stiller langt større krav til os i dag end tidligere. Det gælder både i forhold til kvalitet i fødevarer, økologi, service og værtskab, men også i forhold til certificeringer. Vi oplever i disse år en løbende tilgang af kunder, og jeg har mange gange oplevet, at gæsterne selv bemærker, at vi er svanemærkede og sætter pris på, at vi er det.

Det betyder også en hel del for personalet, som klart tilkendegiver, at de er glade for at arbejde et sted, hvor man tager vare på hinanden og omgivelserne. I hverdagen betyder det, at personalet gør en ekstra indsats for at leve op til certificeringen og derfor er opmærksomme på det i alle led, helt ned i detaljerne i arbejdet. Og så tror jeg også, at de er stolte over at arbejde på en restaurant, der har valgt at gå i front ved at blive Danmarks første svanemærkede restaurant.

3. Hvilke tendenser ser du for Svanemærkets fremtid?

Tiden, hvor social ansvarlighed og omtanke for miljøet var nice to have, er slut. Danske forbrugere kræver ganske enkelt, at de virksomheder, de er kunder hos, tænker udover deres egen næsetip, tager ansvar for at gøre en positiv forskel for miljøet og for omgivelserne.

Det er højt oppe på både danskernes og politikernes dagsorden, og klimaforandringerne forsvinder ikke lige foreløbig, så jeg forudser, at der bliver endnu større fokus på virksomheder som vores, der er svanemærkede, og dermed beviser deres ansvarlighed.

Vi ser en kæmpe ændring i forbrugernes bevidsthed omkring miljøpåvirkning og bæredygtighed – og at være svanemærket ser ikke kun godt ud på papiret, det ser godt ud i virkeligheden. Og det føles i den grad også godt.