Udemøbler, legeredskaber og parkudstyr
Produktgruppen omfatter udemøbler, redskaber til leg og sport samt parkudstyr. Bl.a. borde, stole, bænke, klatrestativer, gynger, legehuse, sandkasser og rutsjebaner til legepladser, fastinstallerede fitness- og parkourredskaber – og stakit, espalier, affaldscontainer, flagstang, cykelstativ og skur.
Det er også muligt at svanemærke specifikke byggeprodukter, legetøj og indendørsmøbler – dette sker dog efter andre kriterier. Det er ikke muligt at svanemærke udemøbler med tekstil eller stoppemateriale, faldunderlag, kunstgræsplæner, badebroer og terrasser.
Der er omfattende krav til indgående materialer og kemikalier – og fremme af cirkulær økonomi gennem krav til garanti og mulighed for genanvendelse af materialer.
Kravene omfatter bl.a.:
- Brug af træ fra bæredygtigt forvaltede skove, bl.a. krav om sporbarhed og minimum 70 % certificerede træråvarer.
- Brug af en høj andel recirkuleret plast eller plast af fornybare råvarer samt en høj andel recirkuleret metal eller metal fremstillet med lavere klimaaftryk.
- Miljø- og sundhedsegenskaber ved kemikalier som bruges i forskellige led i produktionen. Bl.a. strenge krav til brug af stoffer, som er kræftfremkaldende, reproduktionstoksiske eller kan skade arvemateriale samt forbud mod halogenerede flammehæmmere, fluorstoffer og nanopartikler.
- Grænser for indhold og emissioner af formaldehyd i relevante kemikalier og materialer som lim og træbaserede plader.
- Grænser for indhold af VOC i overfladebehandlinger.
- Krav til holdbarhed af træ.
- Garanti, tilgængelighed af reservedele og cirkulært design.