Spring til indhold
Svanemærket logo

Case

BEBOER - Maria fra Skråningen: Lys og luft i boligen er fantastisk

Læs interview med Maria Haag om, hvilken indflydelse det har på familiens trivsel og hverdag at bo i en svanemærket bolig.

Skråningen Ecovillage Lejre - foto af rækkehuse og beboere

I slutningen af juni 2019 flyttede Maria Haag og hendes fire børn mellem 4 og 21 år ind i et svanemærket hus i bofællesskabet ”Skråningen” i Lejre, hvor der er trivsel og fællesskab til glæde for både store og små. Boligens lysindfald, kvalitetsmaterialerne og ikke mindst den gode luft har gjort et stort indtryk på familien. 

Hvorfor har du valgt netop denne bolig – og havde det en betydning, at den var svanemærket?

Fordi det er et mere miljømæssigt bæredygtigt bofællesskab. Det kunne jeg godt tænke mig, og her var de rigtige rammer for det. Det var en sidegevinst, at det var svanemærket. Her er det et modulbyggeri, og det er rart at vide, at det lever op til faste standarder – og at der er kælet for det sted, man bor. Samtidig ved man også, at entreprenørfirmaet er blevet holdt i ørerne, så de har været forpligtet til at overholde faste regler for hele byggeriet.

Hvilke fordele oplever du, at der er ved at bo i en svanemærket bolig?

Jeg vidste egentlig ikke, at det var Svanemærkets krav, der gjorde det, men det slog os allerede første gang, vi trådte ind her, hvor lækre materialerne er. Man lægger hånden på gulvet og wow! Det hele er så lækkert. Jeg synes også, det dufter godt herinde. Nu ved jeg, det er fordi, der er brugt certificerede og ordentlige materialer, hvilket jo betyder noget for afdampning af kemikalier. Der lugtede ikke af ”ny bil”, om jeg så må sige. Det dufter faktisk dejligt her, og det hænger jo sammen.

Det er jo generelt rigtig dårligt for klima og miljø at bygge bolig, men her er trods alt bygget mere miljørigtigt, og det er det, jeg giver videre til mine børn. Det giver mig en god oplevelse af, at jeg har handlet ansvarligt.

-
Marias datter, Livas yndlingssted er i sollyset fra ovenlysvinduet i det svanemærkede byggeri.

Hvilke ting sætter du mest pris på ved jeres svanemærkede bolig? 

Lyset. Ovenlyset over spisebordet er fantastisk, og der er store vinduer og masser af lys generelt. Min datter flytter nogle gange spisebordet væk og sætter i stedet lænestolen hen under ovenlyset, så hun bare kan nyde at ”være”, mens hun hører musik og kigger op i himlen.

Og så er der materialerne – både inde og ude. Især dem, vi kan mærke. Den sanselige oplevelse ved at røre gelænderet og at gå på egetræsgulvet. Det sætter jeg pris på hver dag. Samtidig ved jeg, at også de materialer, jeg ikke kan se og mærke, er i orden. Det kan jeg godt lide at tænke på.

Vi trives rigtig, rigtig godt her. Vi har et dejligt fællesskab, der er legekammerater til den lille, og jeg kan bare træde uden for, og få en god voksensnak.

Oplever du, at du er blevet mere miljøbevidst af at bo i en svanemærket bolig?

Jeg har i hvert fald sat mig ind i, hvad Svanemærket står for, og det er godt. Jeg stoler ellers ikke på alle mærker.

Fakta om Eco Village “Skråningen I” i Lejre

”Skråningen I” består af 46 svanemærkede huse på 40-137 kvm, som ligger naturskønt ned til en å og med udsigt til marker. Boligerne udgør et bofællesskab med fokus på bæredygtige tiltag og fællesskab for børn og voksne. Husene er konstrueret, så de lever op til højeste energistandard og er designet til at sikre et godt indeklima og minimere energi- og varmeforbrug.

  • Konceptudvikler: Eco Village (2019)
  • Bygherre: Casa Byg A/S
  • Entreprenør: Scandi Byg A/S
  • Arkitekt: Vandkunsten
  • Byggeriet: 46 ejerboliger på 40-137 kvm + 600 m2 fælleshus

Læs mere om Skråningen i Lejre

Se alle svanemærkede boliger

Topfoto: Vandkunsten Arkitekter. Fotogaf Astrid Maria Busse Rasmussen

Læs flere cases